På vor vej til Sydøstsjælland besøgte vi også Vemmetofte gods, der havde omfattende markarealer. Det specielle ved godset var, at der også var tilknyttet en begravelsesplads, hvor herskabet fra godset blev begravet. Derfor kunne man støde på gravstene, hvorpå der stod tjener, kusk, smed, bager mm. Det vil sige et lille samfund med egen kirkegård. Det er jo lidt usædvanligt, når der er ”rigtige” kirkegårde i nærheden.
Over en dør på en af godsets bygninger hang der en mindetavle over digter og præst Christian Richardt. Hurtigt forbandt vi navnet med ”Altid frejdig, når du går”, som er blevet en væsentlig del af vores arvegods. Sangens indhold blev det faste livsfundament for mange frihedskæmpere under krigen, men sangen er stadig en del af den danske folkesjæl. Den udtrykker simpelthen det som er så svært at udtrykke mand og mand imellem.
Christian Richardt (1831- 1892) blev født i København og blev teologisk kandidat som 26-årig. Han gik livligt op i tidens studenterliv, som vi kender det fra Hostrups komedier. Richardt udgav flere studenterkomedier, men det var først med digtsamlingen ”Smådigte” fra 1860, at han blev kendt som digter. I 1872 blev han kapellan i Store Heddinge, og efter en tid på Fyn blev han præst ved Vemmetofte Klosterkirke. Skudsmålet over ham lyder: ”Hans forkyndelse var beskeden og stilfærdig og skaffede ham gode venner.”
Han var meget samvittighedsfuld som sjælesørger: ”Den som hvisker sagtest, trøster bedst”, hedder det i et digt, men det var ikke hans præstegerning, som gjorde ham kendt, men derimod hans digte og dramaer. Han huskes for Tornerose, hvori vi hører sangen ”Altid frejdig, når du går” som en god manual, da tjørnehækken skal gennemtrænges. Kendte sange er også ”Lær mig nattens stjerne” og ”Venner ser på Danmarks kort”.
til toppen af denne side
