FORSIDEN
NOVEMBER MÅNED
ALLE MÅNEDER
JANUAR
FEBRUAR
MARTS
APRIL
MAJ
JUNI
JULI
AUGUST
SEPTEMBER
OKTOBER
NOVEMBER
DECEMBER
GRATIS DOWNLOAD
BØGER
BØNNER
TEMA-ANDAGTER
LOVSANG. DANSK-NORDISK
WORSHIP - TRADITIONEL
WORSHIP - NYESTE
WORSHIP diverse UDLAND
JULESANGE
SØGESIDE



Dagens Ord Andagt
8. december


Gert Grube har skrevet en fortælling

som har flere inspirationskilder, dels Albrecht Dürers tegning, som hedder "Ridder, død og Djævel", dels det sekulariserede samfund, vi lever i og dels Jesu alvorlige ord I Matt. 12,43-45: ”Men når den urene ånd er faret ud af mennesket, vandrer den igennem vandløse steder og søger hvile, men finder den ikke. Så siger den: "Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg gik ud af," og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og pyntet. Så går den bort og henter syv andre ånder, værre end den selv, og de kommer ind og tager bolig der; da bliver det sidste værre for dette menneske end det første. Således skal det også gå denne onde slægt.”



Den hvide kappe

 

Fortælling af Gert Grube

Der boede engang en konge i et mægtigt rige, der lå bag nogle høje bjerge. Kongen var afholdt, og mange mennesker havde taget turen omkring slottet for at beundre det. Selv var kongen tilfreds med sit folk og sin måde at styre landet på. Han sørgede for at landets love blev overholdt, og at ingen uvedkommende kom ind i landet for at gøre fortræd.

Også i andre lande blev man klar over, at der bag bjergene boede en retskaffen konge, som kæmpede imod enhver uretfærdighed. Alt var som det skulle være – dog var der én ting, som i den sidste tid havde optaget kongen meget. Det var hans søns baggrund for at regere landet. Snart måtte kongen overgive det hele til sin søn, men forinden ville han sætte ham på prøve, for han ville nødig, at en svag konge skulle efterfølge ham.

Kongen vidste, at landet på den anden side af bjergene var farligt. Der levede Den onde Fyrstes syv sønner, som hver for sig havde fået et landområde at herske over. Sønnerne havde det til fælles, at de var fyldt med bitterhed og vrede, og derfor havde de sat sig for at ødelægge så mange menneskeliv som muligt.

Desværre var alle mennesker nødt til at rejse igennem disse landområder, fordi ”Håbets slot” lå på et højt bjerg længere fremme ad ruten. Mange havde også nået bjerget, men endnu flere var bukket under i dalen, hvor de syv sønner havde hærget og dræbt. Det var igennem det område, kongen ville sende sin søn.





Faderen udleverer våbnene


En dag sagde kongen derfor til sin søn: ”Du skal hente en hvid kappe på slottet bag bjergene, men forinden skal du igennem Trængslernes Dal, for det er kun den, som sejrer, der skal iføres den hvide kappe. Men du skal få min egen hest og den bedste rustning til turen.”

Prinsen var villig til at tage turen igennem dalen, fordi han forstod, at det var den eneste vej til kongemagten.

Kongen førte nu sin søn ind i stalden og videre til våbenhuset, hvor han udleverede de bedste våben til ham. Han forklarede våbnenes betydning, idet han rakte dem frem én for én.

”Korset er symbol på kærlighedens kraft.” sagde han. ”Morgenstjernen er bønnens kraft, lansen er Guds navns kraft, sværdet er ordets kraft, harpen er lovsangens kraft, skjoldet er troens vovemod og den røde fane er blodets kraft. Alle disse våben kaldes tålmodighedens våben, for det menneske, som bruger dem, skal udvise det allerstørste mod, nemlig mod til at kunne tåle.

Brynjen er retfærdighedens værn, og den må du aldrig nogensinde skille dig af med på rejsen.

”Vær forsigtig!” formanede kongen, ”Den onde Fyrstes syv sønner vil på deres mest luskede måde søge at frarøve dig alle dine våben, fordi de ved, at der er kraft i dem, og de hver for sig kan besejre de onde sønner. Så længe du bruger våbnene, vil intet våben, som rettes imod dig, virke, for det menneske, som til stadighed griber tålmodighedens våben, er uovervindelig. Vær på vagt under hele turen, og kan du tie, når du lider uret, har du allerede vundet den første sejr. Til sidst vil jeg give dig nogle gode ord med, som jeg selv lever efter. Tænk på det, når det bliver svært for dig: ’Vær glade i håbet, tålmodige i trængslen og udholdende i bønnen.’ ”



Prinsen gør klar til kamp


Prinsen iførte sig rustningen, satte sig op på kongens hest og gjorde sig parat til at drage ud på den farlige færd.

”Jeg vil drage ud i kampen og sejre,” sagde prinsen optimistisk og red af sted. Han var klar over turens mange farer, og at onde magter kunne bringe ham til fald. Derfor måtte han også være væbnet til tænderne. Hans ansigt lyste af vilje og kraft, for hjertets øjne havde set det mål, der skulle nås. Han ville ikke frygte, men slås med oprejst pande mod fjenden, så længe der var liv – og ingen af Den onde Fyrstes sønner skulle skræmme ham.

Prinsen smilede ikke, mens han red af sted, men der var ikke skygge af tvivl under hans hjelmklædte pande, og hans sammenbidte mund vidnede om, at han skulle igennem striden, koste, hvad det koste ville.

”Strid troens gode strid” lød det konstant i hans indre. Han var sandhedens ridder og han troede på, at målet kunne nås.

Han nåede nu frem til bjergene.

Bjergtinderne var indhyllet i en tæt tåge, og bag ved lå Trængslernes Dal, som faderen havde fortalt ham om. På afstand virkede det hele så skræmmende, men nu var han på vej. Han gav hesten et lille ekstra puf med hælen og var snart oppe i bjergene.

Bjergturen gik over forventning. Nu stod han allerede på den anden side og kunne se ud over Trængslernes Dal. Han sad urokkeligt fast i sadlen og holdt fast i sine våben. En tæt tåge gled ned fra bjergene og igennem dalen og skjulte farerne, men prinsen vidste alt for godt, at de var der.

 





Korsets kraft


Pludselig dukkede en borg op i tågen. Den måtte tilhøre en af den onde fyrstes sønner. Nu begyndte kampen. Prinsen ville tilintetgøre fjenden, ja, han så den næsten allerede besejret, for kun den, der sejrede, skulle have kappen. Han løftede lidt på troens skjold, som i næste øjeblik blev ramt af en pil. Flere fulgte efter, men hver gang nåede han at hæve skjoldet. Nu blev han pludselig en smule bekymret alligevel.

”Hvordan mon det vil gå?” tænkte han. Men han ville i hvert fald prøve at bruge sine våben. Han så på korset, der udtrykte den fuldkomne kærligheds kraft, men det indeholdt også en anden kraft, opstandelseskraften, og den kraft ville han bruge nu. Inden for borgmuren stod en uhyggelig høj mandsperson med en pyramidemodel i hånden. Det var Den onde Fyrstes ældste søn, som holdt den. Fra pyramiden kom der af og til stikflammer. Men han vidste, opstandelseskraften stod over pyramidekraften. Pludselig råbte kæmpen:

”Jeg er den ånd, der farer ind i mennesket, når troen på korset farer ud. Jeg har ødelagt millioner af mennesker med min overtro. Jeg er i øvrigt i slægt med mange andre ånder, f.eks. dem, der påstår, at mennesker har levet flere gange før og dem, der påstår, at stjernernes position kan styre menneskers skæbner. Mange folk tror på disse kræfter.

”Åh nej,” tænkte prinsen, ”det er dog et forfærdeligt bedrag!” I næste øjeblik lød der i hans indre: ”Strid troens gode strid.” Det gav prinsen fornyet mod. Han tog korset i den ene hånd og rakte det ud mod pyramiden, som nu blev sprængt i stumper og stykker.

Opstandelseskraften havde sejret, og den vældige kæmpe var magtesløs. Han måtte se sig besejret af et mægtigere våben, og som en hvirvelvind forsvandt han pludselig bort.



Bønnens kraft


I den næste borg boede en anden af sønnerne. En slange slyngede sig til mandens krop, og af og til stak den hovedet frem til hug. Slangegiften ramte dog ikke prinsen, for igen skærmede skjoldet. Kæmpen brølede:

”Jeg er begæret, begæret efter rigdom, magt og afsporet kærlighed. Jeg er den af os brødre, der har størst succes. Kun få mennesker har gennemskuet mig og kan genkende mig, når jeg er ude på rov.”

Prinsen tog nu sin morgenstjerne og svingede den i netop det øjeblik, slangen igen stak hovedet frem. Slaget var så kraftigt, at slangens hoved blev knust, og i samme øjeblik blev kæmpens kampiver svækket. Prinsen havde sejret for anden gang og drog videre på sin farlige færd, men kampviljen var usvækket, for han holdt fast i de ord, der lød i hans indre, og han havde stadig målet ”håbets slot” for øje, hvor han skulle have den hvide kappe.

I den tredje borg stod en kæmpe ved siden af en brølende løve. Kæmpen råbte:

Jeg er forfængeligheden og stoltheden. Du kan tro, jeg har fået mange i mit net. Mange har følt sig for stolte til at bede om tilgivelse og andre for stolte til at modtage den. Stoltheden stod simpelthen i vejen for indrømmelse af fejl. Åh, hvor jeg fryder mig over disse mennesker. De ender som regel med at blive mine, selv om de af og til tror, de tilhører min modpart. Men de drives af min ånd og høster, hvad de sår.”

Prinsen var igen rystet. Kæmpen havde jo nok ret. Nu måtte den brølende løve fældes. Med en hurtig bevægelse kastede prinsen lansen af sted mod løven. Lansen ramte sit mål, og i et uhyggeligt brøl faldt løven om – og kæmpen trak sig tilbage i borgen.

I den fjerde borg stod en mandsperson ved en hæslig drage, der konstant udspyede ild. Her måtte prinsen bruge skjoldet fuldt ud for ikke at blive forbrændt.

”Mit navn er sladder” råbte manden, ”jeg har med dragens hjælp sat mange brande i gang med ødelæggende snak. Jeg omtalte altid folk negativt, og glemmer helt, at de også har positive sider, og det bringer heldigvis fortvivlelse mange steder. For resten er mit arbejde omtalt i en gammel bog, hvor forfatteren skriver: ”Jeg må bo imellem et folk, der spyr ild, hvis tænder er spyd og pile, hvis tunge er hvas som sværd.”

”Sværd!” tænkte prinsen, idet han kiggede på sit eget sværd, ”med sværd skal sværd fordrives.” Sådan måtte det være. Han ville bruge både skjold og sværd, for her stod han over for en virkelig farlig fjende.

Han tog igen mod til sig og red hen mod dragen. Hver gang han hævede skjoldet, kastedes flammer tilbage og ramte kæmpen. Denne følte sig skræmt, og det blev øjeblikkeligt udnyttet af prinsen. Han red endnu nærmere og huggede hovedet af dragen, der krampagtigt væltede om på jorden. ”Sladderen” var blevet våbenløs og måtte stikke af.





Skjoldets beskyttelse


I den femte borggård sås en kraftig kriger sammen med en række bueskytter. Kæmpen råbte:

”Mit navn er ulydighed, og mine bueskytter har udsendt millioner af pile og ødelagt millioner af mennesker, der undlod at følge deres gudgivne samvittighed. Deres indre alarm blev svækket hver gang de overhørte den og udviste ulydighed, og til sidst modtog de ikke flere signaler fra deres sande herre. Jeg blev den nye herre, de tjente. Nogen kalder mig også sløvhedens ånd, men navnene gør ingen forskel. Hovedsagen er, at jeg formår at ødelægge og sløve, hvor jeg kan komme til. Hver morgen blæser jeg denne sløve ånd ind i masser af mennesker, og følgen bliver, at utallige mennesker ikke gider læse i bogen med de evige sandheder, og det kommer selvfølgelig mig til gode. Min påvirkning virker som regel hele dagen. Jeg har set mange vrisse og knurre, når nogen mindede dem om de evige sandheder. Ser du, sløvhedens ånd fungerer fint i ulydighedens børn.”

Prinsen blev overrasket. Hvad skulle han nu gøre? Han måtte bede og trådte direkte hen mod borggården, mens hundreder af pile blev affyret. Skjoldet og rustningen beskyttede ham. Prinsen ville for et øjeblik sænke skjoldet for at samle nye kræfter. Men knap havde han sænket det, før en pil strejfede hans ansigt og efterlod en rift på kinden.

”Ulydighedens smerte,” tænkte prinsen, ”dette må ikke ske igen.” Fuld af tro red han længere frem i borggården og oplevede, at pilene prellede af på skjoldet. Da pilene slap op, kunne han uden besvær jage kæmpen og bueskytterne på flugt. Han tog sig til ansigtet, mens hesten trampede pilene i stykker.

Den onde Fyrstes sjette søn hed bitterhed. Han udstødte forfærdelige lyde, hvoraf mange indeholdt eder og forbandelser. Det var som om lydene kom fra afgrunden. Kun en ufredens ånd kunne udsende sådanne lyde. Her blev prinsen for alvor forskrækket. Det var noget af det værste han havde hørt. Han stod foran en mur af had, et had, der var ubeskriveligt.

Jeg hader dig, jeg hader dig!” skreg kæmpen. Jeg hader dig og alle dine våben, og så hader jeg dit rejsemål. Jeg hader alt det, som er mærket af sandhed.”

Luften nærmest dirrede af ondskab. Prinsen var målløs. Skrigene og hadet var som ti tyfoners brølen. Dette måtte standses. Han tog harpen ned fra skulderen og begyndte at synge om kærlighed og sandhed. Straks da tonerne og ordene lød, vred Den onde Fyrstes søn sig i smerte. De vidunderlige ord dræbte noget i ham, og til sidst måtte han krybe tilbage i borgen. Endnu en sejr var vundet.



Mismodets faldgrube

Den onde Fyrstes syvende søn var den mest snedige af alle sønner. Han stod bl.a. som forvalter af et verdensomspændende reklamebureau, hvorfra der blev udsendt det værste skidt. Desuden havde han et lager af modbydelige våben.

Pludselig ramte en stråle prinsen, så han mistede balancen og faldt af hesten. Strålen kom fra et våben, som hed mismod, og prinsen blev virkelig svækket. Han følte sig som et hjælpeløst barn uden modstandskraft. Det eneste, han havde tilbage i sig, var reflekser. I næste øjeblik så han en kæmpe billedskærm med de afskyeligste billeder fra mørkets verden. Strålen havde gjort rustningen utrolig varm, og prinsen følte sig hensat til en ørken, hvor solens varme let kunne gøre det af med enhver. Sveden haglede af ham, og han fik lyst til at frigøre sig for rustningen. Hans hænder pillede allerede ved visiret. Det var utåleligt. Han følte sig virkelig dårlig tilpas. Hovedet gjorde ondt, og benene ville ligesom ikke lystre mere.

Modløsheden havde tappet de sidste kræfter ud af ham, så han var helt segnefærdig. Det totale mørke var ved at lukke sig over ham. Hvem skulle kunne befri ham? Midt i magtesløsheden kom han til at tænke på faderens afskedsord, at den, som griber tålmodighedens våben er uovervindelig. Han måtte vise mod til at kunne tåle.

”Håbets slot”, som han kunne se i det fjerne, gav ham nyt mod. Han ville ikke befri sig selv, men lade befrielsen komme udefra. Han fik nu øje på den blodrøde fane, som var symbol på blodets kraft, og den havde fulgt ham hele tiden. Han samlede de allersidste kræfter og løftede fanen højt. I et nu var hele situationen ændret. En frisk forårsbrise gled forbi prinsen og gav ham fornyede kræfter.

Et net, som var udspændt for at fange prinsen, slog nu i stedet rundt omkring Den onde Fyrstes søn, som blev fanget i sit eget net.

Nu havde prinsen besejret den sidste søn, og tågen i Trængslernes Dal var lettet. Solens stråler gav ham nyt mod, og han skyndte sig videre til slottet efter den hvide kappe, han var blevet lovet, når han havde sejret. Den betød også, at han var fundet værdig til at overtage tronen efter sin far.





Håbets slot


Foran sig så han ”Håbets slot” med det lille kapel. Han vidste ikke, at han i kapellet skulle igennem en sidste og afgørende prøve, for kongen ønskede nemlig også at se, om prinsen havde et ydmygt sind. I kapellet skulle prinsen af egen fri vilje knæle ved alteret og modtage Guds tilgivelse og kraft, og senere sakramentet, vinen og brødet. Under dette knæfald ville kappen blive udleveret. Handlingen ville samtidig vise, om prinsen havde overgivet sig helt til Gud, idet kun en konge med den rette gudsfrygt ville blive godtaget af folket. En konge uden gudsfrygt ville blive en dårlig konge. Prinsen gik nu frem mod alteret og følte i grunden ikke lyst til at knæle. Han var jo glad for sejren, så hvorfor gøre mere ud af det? Træt var han også efter turen gennem trængslernes dal.

Pludselig dukkede en munk op. Han var klædt i en brun kappe, som var bundet med en snor om livet. Han smilede venligt til den udmattede prins: ”Smil og vær kun glad, ” sagde han opmuntrende, ”du har jo klaret turen, kun et par rifter har du fået, så glæd dig i Jesu kærlighed.”

I det samme fik prinsen øje på en skulpturgruppe, som udgjorde alterpartiet, og som viste Jesu gravlæggelse, hvor et antal personer stod rundt om hans døde legeme og klargjorde det til begravelsen.

Prinsen stod som naglet til jorden. Han blev fuldstændig indfanget af denne skulpturgruppe. Det var som om skikkelserne, der stod ved Jesu legeme, blev levende. Hver for sig udtrykte de en kærlighed til den døde. Nu dukkede stærke minder fra undervisningen i kristendom pludselig op. Det foregik derhjemme på slottet, hvor en adelsfrøken i forbindelse med hans væbneruddannelse havde undervist ham i Bibelens verden.

Han stod og kiggede intenst på skikkelserne, mens munken forklarede, at personerne var henholdsvis Peter, Jakob og Johannes samt Maria Magdalene, Salome og Maria. Johannes stod bag Maria, der fromt foldede sine hænder over Jesu bryst. Skulpturgruppen virkede næsten som en teaterscene på ham. Hans øjne flakkede fra person til person. Skikkelserne var præget af sorg, men samtidig udstrålede de også masser af håb, der ville blive indfriet, ja, som nu var indfriet.

Han så en indrammet tekst på den hvidkalkede væg og han læste for sig selv:

 

Man slog dig på munden,

som blot talte livets ord.

Man tornekronede dit hoved,

som blot rummede gode tanker.

Man skreg ind i dine ører,

som blot lyttede til bøn.

Man naglede dine hænder,

som blot viste barmhjertighed.

Man naglede dine fødder,

som blot var på vej for at lindre nød.

Man kiggede på dig, som var du en forbryder.

Du fandt dig i det alt sammen for at betale hele min gæld.

 

Prinsen blev bevæget. Tænk, så megen lidelse for at frelse verden, og selv havde han kun fået en rift på kinden. Sammen med teksten og skulpturgruppen forstod han pludselig betydningen af Jesu død og opstandelse. Han indså også, at det ikke var i egen kraft, at han havde klaret turen. Det var den døde og nu opstandne, livets fyrste, der havde fulgt ham hele vejen. 

Taknemligheden fyldte ham så meget, og han måtte falde på knæ ved alteret, hvor himmel og jord kan mødes. Her bekendte han sine fejl og brist og takkede for den kærlighedens kraft, der havde hjulpet ham frelst gennem mørkets dal.

Munken havde iagttaget det hele og lagde en hvid kappe om prinsens skulder, idet han sagde: ”Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.”

Derefter modtog han nadverens måltid.

Stille rejste prinsen sig og blev fyldt med en vidunderlig fred. Oplevelsen ved alteret havde nu givet ham det rette sind som passede sig for en kommende konge.

Samtidig følte han, at den hvide kappe ville være det værn, han fik brug for i sin kongeperiode. Glad og taknemlig over at være nået igennem Trængslernes Dal gik han ud til hesten. Nu ville han hjem til sin far og sit barndoms slot.


Kærlig hilsen og Guds fred
Gert Grube
-
www.dagens-ord-andagt.dk



Stronger

af og med Mandisa


 

 

 


 

 
   

Glædelig julemåned til dig og dine



 






Service websiden med gratis PDF'ere til download

Bemærk vores service webside med mulighed for gratis download af f.eks. gratis fortællinger og "7 bibelvers" til pungen eller lommen.




MANNA andagter på Kirkerne DK

 
Etnos Forlag

klik på pilen og kom Klik dig op til toppen af denne side til toppen af denne side

 

 



Counter pr. 1/2-2012

eXTReMe Tracker
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere Dagens Ord Andagter
Countere siden 23. november 2002