1. Johs. 5,20: ”Men vi ved, at Guds søn er kommet, og han har givet os forstand, så vi kan kende ham, som er den Sande; og vi er i den Sande, i hans søn, Jesus Kristus. Han er den sande Gud og det evige liv.”
Det er befriende læsning vi her møder hos Johannes. Tre gange understreger han, at Jesus er den Sande.
1) For det første har Gud givet os forstand til at erkende, at Jesus den Sande.
2) For det andet bliver vi oplyst om, at vi er i den Sande – vi er skjult med Kristus. Vi er med andre ord indpodet i ham, der er det sande vintræ. Denne indpodning gælder hele livet og evigheden med.
3) For det tredje får vi at vide, at Jesus er den sande Gud og det evige liv. Det er særdeles oplysende – også når vi kommer i snak med Jehovas Vidner. De accepterer nemlig ikke Jesus som Gud. Så brug frimodigt Johannes’ påstand overfor vidnerne. Det argument har de svært ved at tackle.
Jesus siger i øvrigt om sig selv, at han er ”vejen, sandheden og livet.” Det er altid et godt udgangspunkt for alle Jesu udsagn.
Jesus er sandhedens repræsentant. I alt hvad han fik sagt og gjort har vi sandhedens iboende kraft.
Jesus åbnede vejen for Guds vilje. Jesus er Guds vilje i aktion. Herom skriver evangelisten Johannes: ”For jeg er ikke kommet ned fra himmelen for at gøre det, jeg selv vil, men det Han vil, som har sendt mig.” Johs. 6,38
Så kan vi trygt regne med Jesu og hans ord. Selv om det er korte og almindelige ord er de dog sandhedens ord.
Lad mig til sidst nævne tre af hans korte ord, som dog indeholder Guds kraft og forløsning. Kun fire ord – og alligevel bærer de sandhedens malm i sig. Vi kan trygt lade disse korte beskeder være gældende i vore liv.
”Frygt ikke, tro kun” – sagt til en synagogeforstander.
”Jeg vil, bliv ren” – sagt til en spedalsk
”Ti stille, hold inde” – sagt til elementernes rasen på Genezaret Sø.