FORSIDEN
SEPTEMBER MÅNED
ALLE MÅNEDER
JANUAR
FEBRUAR
MARTS
APRIL
MAJ
JUNI
JULI
AUGUST
SEPTEMBER
OKTOBER
NOVEMBER
DECEMBER
GRATIS DOWNLOAD
BØGER
BØNNER
TEMA-ANDAGTER
LOVSANG. DANSK-NORDISK
WORSHIP - TRADITIONEL
WORSHIP - NYESTE
WORSHIP diverse UDLAND
JULESANGE
SØGESIDE



Dagens Ord Andagt
28. januar


Om at bære sit kors


 

Matt. 10,38: ”Og den, som ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd.”

 

Det er Jesus, som står for denne formulering. Han forbereder sine disciple på at være discipel i ordets rette betydning dvs. at finde sig i det, som ikke er så behageligt – og alligevel gå med oprejst pande med Kristus i hjerte og sind.

 

I forbindelse med et sygebesøg blev jeg af den syge opfordret til at læse op af en lille andagtsbog af Moder Basilea Schlink. I den andagt jeg læste op stod der:

 

”Du klager måske over, at Gud, som er Kærlighed, har lagt et særligt tungt kors på dig. Din himmelske Fader svarer dig: ´Dit kors er ikke tungere, end du kan bære det. Og er dit kors tungt, så vil den velsignelse, som er skjult i det, også veje tungt. Se det derfor som et tegn på Min Kærlighed, når jeg lægger et tungt kors på dig. Dette er den gave til dem af Mine børn, som Jeg har tiltænkt en særlig velsignelse. Tag korset på dig og stol på, at Jeg har skjult en rig velsignelse i det.´ ”

 

Ovennævnte hilsen var til stor inspiraton, for der lå en stor trøst i den. Den syge kvinde kommenterede nu stykket med et personligt vidnesbyrd om, at Gud også havde en mening med hendes sygeleje. Der var en sjælden varme og inderlighed over hendes vidnesbyrd. Hun hvilede fuldstændig i Gud – alle smerter til trods.

 

Bibelen er slet ikke ubekendt med det ”At bære sit kors”. Vi husker Paulus´ klare bekendelse fra Korinterbrevet, nærmere 2.Kor.12,7-9: ”

 

”Og for at jeg ikke skal hovmode mig af de overmåde høje åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en Satans engel til at slå mig i ansigtet, for at jeg ikke skal hovmode mig. Tre gange har jeg bedt Herren om at den måtte vige fra mig, men han har svaret mig: ´Min nåde er dig nok, for i magtesløshed udfolder min kraft sig helt.´ ”

 

Det er meget belærende ord, vi her har af Paulus. Vi ved ikke præcis, hvad der pinte ham. Det kunne være noget psykisk, fysisk eller noget helt tredje eller fjerde, men Paulus fandt hvile i Guds nåde, som er stærk nok til enhver situation.

 

Lad os ikke glemme midt i korsbærersituationen at betragte ham, som selv måtte bære kors, både det bogstavelige, men også alle de andre, for var der én, som blev mobbet, så var det Jesus. Det er ikke tilfældigt, at han bliver kaldt for ”Den lidende tjener”.

 

Lad os minde hinanden om, at ”Ethvert kors i vores liv vil Gud forvandle til en herlig opstandelse.” 



Kærlig hilsen og Guds fred
Gert Grube
-
www.dagens-ord-andagt.dk



Josuas Dagbog


 

En fantasi over en dagbog – fundet ved Kardes Barnea

       v/gert grube

 

... 2. og sidste del (første del blev bragt i går 27. januar)

 

I dag kom jeg op at skændes med én af spejderne, da jeg sagde, at man ikke skulle tænke på omstændighederne, men i stedet tænke på Guds herlige løfter, og så bekende dem. Han kiggede bebrejdende på mig og gentog: ”Så du ikke anakkitterne, kæmpeslægten, vi lignede jo græshopper ved siden af dem.”

 

Det smertede mig igen at se vantroen og den manglende forventning. Hvad skulle jeg gøre? Jeg spekulerede over Djævelens uhyggelige evne til at lægge et dække over alt det, som er herligt. Hans speciale er da også at få udryddet enhver længsel og ethvert håb i ethvert menneske, åh, alle disse guddomslængsler, som forsvinder ud i den blå luft: Længsel efter at tage Gud på ordet, længsel efter skriftrullen, længsel efter at bekende Guds mening, længsel efter bøn, længsel efter lovsang, længsel efter at dele Guds mening med andre.

 

Kun ved at vandre i lyset og hver dag leve i og af Guds tilgivelse fjernes dækket fra ens øjne, så man igen får lov til at se den fantastiske skaberkraft, som står til rådighed for enhver. Hos Caleb er det sket. Han taler altid om Guds herlige løfter og vil ikke tale om andet, mens vi er på vandring. Han ved også, at bekendelsen er det værktøj, Gud bruger, når der skal gribes ind med guddommelig kraft.

 

”Mangel på bekendelse”, siger han, ”betyder tilbageskridt.” Hans motto er: ”Kast ikke din frimodighed bort, for den fører stor løn med sig!” Det må betyde, at Gud kun bruger os i det omfang, vi bruger vor frimodighed.

 

Vi har kun ti dage tilbage. Gud må snart gribe ind, hvis troen skal vise sig hos de andre. ”Send et mirakel Gud, inden det bliver for sent”, var min bøn i dag, vel vidende at over for genstridighed og vantro står selv en almægtig Gud magtesløs.

 

Efter 35 dages vandring nåede vi tilbage til Esjkoldalen, mættet med indtryk. Caleb foreslog, at vi skulle tage frugter med tilbage til Moses og vise dem for folket. Det skulle nok overbevise enhver om, at landet var et godt land og værd at indtage. Caleb og jeg plukkede en kæmpe vindrueklase, som vi fik bakset op på en gren, vi holdt mellem os. Igen steg optimismen. Nu skulle folket snart få at se, hvad vi havde med. Det ville blive spændende. Dog har jeg på fornemmelsen, at de ti andre vil tegne billedet helt anderledes end os. Jeg må prøve at tale med dem, inden vi når Kardes Barnea.

 

Ved Kardes Barnea.

En frygtelig dag. Den kritik og pessimisme, der havde præget de ti spejdere under turen, brød pludselig ud i lys lue. De fik godt nok sagt, at landet var godt, men der var et ”men”.

 

”Men stærkt er folket, som bor i landet”, råbte de. Ordene hagede sig fast i de fleste, så stemningen var svær at vende. Caleb forsøgte på det ved at råbe op om, at vi bare skulle tage af sted, for vi ville tage det som en bid brød, for Gud ville være med os.

 

Næppe havde han fået sagt det sidste ord, før én af de ti (det var ham, jeg diskuterede med) råbte endnu højere, ja, nærmest skreg det ud: ”Indbyggerne er kæmper, vi så dem selv, anakkitterne, sammenlignet med dem er vi som græshopper.” Heller ikke ved den lejlighed blev Gud nævnt. Jeg fik ondt af Moses. Han stod helt alene et stykke fra folkeskaren. Jeg tror nok, han har fortrudt, at han sendte os ind i landet, for nu var hele folket imod og knurrede og jamrede over ham. De råbte for fuld hals: ”Lad os vælge en anden fører og vende tilbage til Egypten.” Også de ti spejdere råbte med. Det var for meget for Moses. Nu havde folket vandret med Gud i så mange år, set så mange undere, og foran dem lå kæmpedruerne fra det forjættede land. Alt var glemt.

 

Caleb og jeg fik stor medlidenhed med ham. Vi sønderev vore klæder som tegn på vor deltagelse. I et fortvivlet råb lød det fra vore læber: ”Gør ikke oprør mod Gud. Det er rigtignok, at landet har store krigere og store fæstningsværker, men med os er Herren.” Der blev stille. Alt kunne ske. Vi ventede spændt på reaktionen. Men ikke langt fra os, dér hvor de ti spejdere stod, begyndte man at jamre sig, og meget hurtigt bredte jammeren sig ud over folkeskaren.

 

Jeg kom til at tænke på, at vi alle tolv spejdere havde sagt et ”men”. De ti placerede det efter Guds mening, vi placerede det før. ”Men stærkt er folket” og ”Men med os er Herren”. Vi havde fået den samme besked før afrejsen, set det samme, hørt det samme, men talte nu forskelligt. Der var troen til forskel, den tro, der giver Gud ret, når han taler.

 

Jeg måtte i min nød bede: ”Herre, påvirk dog deres ånd på en sådan måde, at de bøjer sig for det, du har sagt om Det forjættede Land, så de bliver villige til at bekende dit navn og dit ord. Herre, kun du kan ændre deres holdning, så vi igen kan komme til at betræde landet.”

 

Stadig ved Kardes Barnea

I nat lukkede jeg ikke et øje. Jeg kunne ikke. Jeg lå og vendte mig hele tiden, fordi dagens begivenheder ikke lod mig være i ro. Ved solopgangen bekendtgjorde Moses Guds dom over folket. I yderligere 40 år skulle vi vandre rundt i ørkenen, fordi flertallet ikke troede på hverken Gud eller Moses. Jeg følte et stort mismod. Så nær ved løfternes land (kun en dagsrejse), og alligevel så langt væk. Vantroens triumf.

 

En hel generation havde med sin forkerte bekendelse afskåret sig fra det, Gud havde lovet. En virkelig tragedie. Hele menneskehedens sjæleliv lå ligesom blottet i det skete.

 

Jeg stod og kiggede på det hele og blev klar over de forpassede muligheder. Vi ville aldrig komme her igen og få denne mulighed… og så stod Gud inde for at landet var vort. Vi skulle blot være taget af sted i tro. Åh, hvilken sjælelig smerte og tænke på de to sidste døgn.

 

………

 

I dag har jeg det bedre. Moses fortalte mig i al fortrolighed, at Caleb og jeg engang ville få lov til atter at betræde Det forjættede Land. Så har Gud alligevel set min tro. Han ved jo også, hvad hjerterne vil. Med de ti spejdere er det desværre forbi. De vil aldrig nå ind i landet, der flyder med mælk og honning, men dø forinden. Jeg har svært ved at skrive det ned, men de ville jo ikke tro på Guds almagt. Med deres genstridighed og ulydighed lukkede de af for Gud. Jeg forstår ikke, at de havde råd til at demonstrere mod Guds mening – nu må de høste derfor, for som man sår, sådan høster man.

 

Der er opbrud i lejren. Moses har givet ordre til at tage af sted… ud i ørkenen… bort fra løfternes land… i yderligere 40 år.  Må Gud hjælpe os…

 

                                                                                                              Josua, (ovennævnte del af min dagbog - er skrevet på vores vej ud i ørkenen)


Men det ord, der lød hjalp dem ikke, fordi det ikke ved tro blev tilegnet dem, der hørte det. Hebr. 4,2
Men uden tro er det umuligt at have Guds velbehag.; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham. Hebr. 11,6








Service websiden med gratis PDF'ere til download

Bemærk vores service webside med mulighed for gratis download af f.eks. gratis fortællinger og "7 bibelvers" til pungen eller lommen.




Støt gerne


 

Es. 40,9: ”Stig op på et bjerg, Zions budbringer, råb uden frygt! Sig til Judas byer: Her kommer jeres Gud.”

 

Vi vil gerne fra ”Dagens Ord Andagt” stige ud på internettet og give vores svar på tilværelsen. Dette gør vi dagligt og med glæde. Det er en tjeneste vi har fået lagt på vores hjerter.


Vores håb og bøn er at medvirke til, at vore læsere får en bedre og nemmere hverdag, så dagens mange gøremål føles overkommelige. Guds nåde er jo ny hver morgen, og hans trofasthed er stor. Vi vil gerne opfordre vore læsere af Dagens Ord Andagt til at støtte os med megen forbøn - som værn, så vi bedre kan fornemme og arbejde i Ånden og ligeledes med økonomisk hjælp.

 

Vi vil gerne opfordre til at give en lille skærv til arbejdet. 



Støt
Dagens Ord Andagt
Internetmission

 

Vi modtager meget gerne bidrag på vores bankkonto.

  Danske Bank

Reg. nr. 1551    kontonr. 606 2679






MANNA andagter på Kirkerne DK

 
Etnos Forlag

klik på pilen og kom Klik dig op til toppen af denne side til toppen af denne side

 

 



Counter pr. 1/2-2012

eXTReMe Tracker
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere Dagens Ord Andagter
Countere siden 23. november 2002