Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om hvad som helst I vil, og I skal få det.
Et herligt løfte fra Jesus. Det er så stort, at det ikke er til at fatte. Men Jesus var jo en ærlig mand, så vi må tage det for pålydende.
Herunder et vidnesbyrd om bønnens magt.
En tidligere missionær, Sten Lindberg, fortæller om et børnehjem fra Nordkina, som blev angrebet af fremmede tropper. Missionærerne måtte flygte, men tilbage blev en kinesisk sygeplejerske, som fik til opgave at passe på de ca. 20 purunge piger.
Den fremmede hærs overkommando fandt snart ud af, at det vidnesbyrd, som udgik fra børnehjemmet, var alt for stærkt, og en skønne dag blev den unge sygeplejerske kaldt op for folkedomstolen og dømt til døden.
Da de forældreløse piger erfarede dødsdommen, faldt de på knæ og bad og bad. Og det forunderlige skete: De fremmede embedsmænd blev stadig forhindret i at afhente sygeplejersken til henrettelsen.
Nogen tid derefter blev sygeplejersken atter stedt for folkedomstolen - og endnu engang blev hun dømt til døden, men atter blev henrettelsen udskudt. Der var et tredje og fjerde forhør, og ved afsigelsen af den fjerde dødsdom rejste den fremmede forhørsdommer sig i vrede og tordnede: ”Giv mig et reb, så skal jeg selv henrette hende! Jeg tror ikke på, at der er en Gud, som beskytter hende!”
Så snart denne nyhed kom de unge piger for øre, faldt de igen på knæ og bad. De så dommeren komme hen ad den støvede gade med rebet i hånden og ledsaget af bødlerne. Men lige idet dommeren satte foden på dørtrinet til børnehjemmet, skete der igen noget forunderligt: Dommeren krummede sig sammen af frygtelige smerter og måtte bæres hjem.
Da den fremmede hær nogle måneder senere skyndsomt måtte forlade byen, opfordrede den ny borgmester sygeplejersken og alle børnene til at søge beskyttelse i byens fæstning. De faldt nu alle på knæ og bad Gud om råd og vejledning, og pludselig blev sygeplejersken mindet om ordene fra Sal. 118,8: ”At ty til Herren er bedre end at stole på mennesker!”
Den selvsamme nat, efter at sygeplejersken havde afslået borgmesterens tilbud, kom den fremmede hær overraskende tilbage, stormede fæstningen og dræbte eller bortførte flere tusinde personer. Men den lille flok af kristne unge i børnehjemmet og deres leder var uskadt.