Sal. 25,10: ”Alle Herrens stier er miskundhed og trofasthed for dem, der holder hans pagt og hans vidnesbyrd.

Alle??? Også de tunge og svære stier? Også de stier, som jeg ikke forstår og som synes at gå lige imod Guds egne løfter og ord, som jeg lige havde glædet mig over!

... Nu var der lige en dør, som syntes at skulle åbne sig, men så opstod der en mur, der spærrede vejen, og det hele blev sat ”Standby”. Og vejen blev en omvej.

Men alle Guds stier og veje er miskundhed og trofasthed. Det er miskundhed, når Gud fører op, og miskundhed, når han fører ned i afmagt og hjælpeløshed! (for da får vi brug for ordet: Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte).

Nåde er det, når han trøster,

nåde, når han tugter og

nåde, når han synes at skjule sig midt i troens kamp.

Alle Herrens stier er miskundhed! Det må vi huske!

En dag modtog jeg tre dejlige vers af en læser af andagterne. Versene supplerer på en udmærket måde Davids påstand om, at alle Herrens stier er miskundhed og trofasthed. Må Gud velsigne os til at gribe det i tro, selv når vore følelser og vor forstand protesterer.

Ikke en spurv til jorden

uden at Gud er med.

Ikke en sjæl mod døden

uden hans kærlighed.

Ikke en blomst er visnet

ikke en tåre faldt

uden at Gud har vidst det,

han, som er over alt.

Tro det, når stormen hærger

bladløse vintertræer.

Tro det, når brænding bryder

over de nøgne skær.

Tro det, når ubeskyttet

midt i en kamp du står.

Tro det, når helt alene

du med en smerte går.

Tro det, når noget brister

uden at vokse frem.

Tro det, når nogen mister

det, som var alt for dem.

Tro det, når håb går under

uden at rejse sig:

Ikke en spurv til jorden!

Det er et ord til dig.

Kærlig hilsen og Guds fred
Gert Grube - www.dagens-ord-andagt.dk

en lyrik musikvideo med Gungor